Det startede som en god dag...

I går moges, skulle jeg have taget en blodprøve, for at se om min krop vil have den nye medicin "Garapentin", som jeg startede med at tage for 4 dage siden. Det er mod mine kroninske smerter, som min skoliose giver mig. Om eftermiddagen kl 15:30 fik jeg et opkald fra min læge, der ødelagde min dag.. 

Beskeden jeg fik, var ikke den jeg havde regnet med. Min læge indledte med at fortælle, at jeg godt kunne tåle den nye medicin. Men at blodprøven også viste, at mit kalium var tæt på at være "faretruende lavt". 

Jeg viste ikke helt hvad jeg skulle sige. Hun spurgte, om jeg kastede meget op for tiden, og jeg måtte desværre svare ja. Jeg har været lidt presset, da jeg snart skal op til rehabilliterings-panelet og forhåbentligt have mit flexjob godkendt. Øget pres = flere opkastninger.

Hun fortæller videre, at hun udskriver en recept på 750mg kalium, som jeg skal tage 3 gange om dagen til onsdag, hvor hun har givet mig en ny tid. Hun synes også, jeg skal starte i behandling for min spiseforstyrrelse igen. 

Det var et kæmpe chok for mig, at min krop er i den tilstand og at jeg er til fare for mig selv igen. Jeg troede, jeg gjorde det så godt. for 2,5 år siden, stoppede jeg min behandling. Jeg følte ikke det hjalp mig overhovedet. Jeg følte, jeg havde fået tilstrækkelige redskaber, til at klare resten af min recovery selv. 

Det har også virket positivt, at stå på egne ben. Min opfattelse har været, at jeg klarede mig bedre og var mere glad, efter mit liv ikke kun handlede om sygdom og behandling. Jeg har da også langsomt, men stabilt, taget på. Jeg har holdt vægten og ikke haft nogen store dyk, siden jeg stoppede behandlingen. Jeg er også holdt op med at tælle kalorier, overmotionere og jeg tør at komme alt mad i min mund. Jeg kaster dog stadig op, og det er en trykhed hver gang jeg spiser "at jeg bare kan kaste op", hvilket også gør jeg spiser mere.

En gang kastede jeg ALT op jeg spiste. Nu har jeg en lang liste, over ting jeg aldrig kaster op. Det er det jeg kalder "safe foods". 

Hvad min læge jo ikke kan vide, er min mand og jeg dagen før havde en lang samtale i sengen. Min mand ønsker, jeg gør noget ved mit problem med opkastninger, inden det er for sent. Hans frygt er jeg ikke kan få børn, hvis jeg bliver ved med at være underernæret og kaster op næsten dagligt. 

Jeg føler næsten det er universet der prøver at fortælle mig noget her. I 2014 lovede jeg min farmor at blive rask, som det sidste vi talte om inden hun døde. Selvom jeg ikke tror på gud eller himlen, så tror jeg på min farmor. Har hun mistede tålmodigheden? - Derfor har jeg accepteret at starte i behandling igen, selvom det er svært. 

Min reaktion på beskeden i går, var at jeg græd i 4 timer og var ekstremt grådlabil resten af aftenen. For inden opkaldet fra min læge, havde jeg haft en fantastisk dag med min mand, i Århus. Vi havde været i den gamle by og i Ikea, hvilket var ret fedt, eftersom jeg normalt for mega ondt i ryggen af sådan er tur, men det gjorde jeg ikke, tak Garapentin! 

Det er sjovt hvordan 2 minutters samtale, kan gøre en god dag, dårlig! Vi er som mennesker gode til at sætte fokus på det dårlige. Vi husker det dårlige. Jeg prøver dog at tænke tilbage, på de gode oplevelser, jeg havde med min mand inden. 

Husk at holde fast i de gode stunder, når der melder sig en dårlig oplevelse.