Den lille pige og Ana 

Der var en gang en lille pige. Den lille pige boede i en lille landsby, med sin mor, far og lillebror..... 

Den lille pige havde mange venner, for alle kendte alle. Men på trods af det glansbillede den lille pige levede i, bar hun på en dyster hemmelighed. Hun var desperat for at dele den med nogen, men hver gang hun viste nogen bagsiden af glansbilledet, blev de forskrækket. De sagde hun skulle stoppe med at lyve, holde op med at være så sær og bare være normal. 

Den lille pige kunne ikke holde mørket ud. Alt den vrede hun bar på, tvang hende hen i et hjørne, hvor hun kunne få et øjebliks fred.

En dag i hjørnet, mødte hun Ana. Ana var højere, ældre og tyndere end hende. Hun var rigtig smuk.

Ana ville lytte til den lille pige, holde om hende og tryste hende. Den lille pige havde aldrig før følt sig så forstået og elsket.

Ana lærte hende, at når man ikke spiste var man sulten, og når man var sulten, kunne man ikke fokusere på alt det andet.

Så den lille pige stoppede med at spise og opdagede det hjalp. I noget tid befandt hun sig i en bobble sammen med Ana. Hun følte sig stærk lige meget hvor hun var. Hver gang hun sagde nej til mad, roste Ana hende. 

Men boblen begyndte at slå revner, og Ana blev ond. Hun råbte og skreg . Hun var aldrig stille. Dag og nat tvang hun den lille pige til at gå frem og tilbage, lave mavebøjninger til hun havde blå mærker på ryggen, ja tilsidst måtte den lille pige ikke en gang sidde ned mere.

Ana var kun stille, når den lille pige var ulykkelig og sulten, for jo mindre den lille pige fyldte i verden, jo bedre var det for alle. Ana var først til freds når den lille pige var død. 

Den lille pige var mig, og her på bloggen vil jeg give jer et indblik i min verden.