"Jeg ville ønske jeg havde Anoreksi"

En sætning jeg har hørt alt for mange gange er: "Jeg ville ønske jeg havde anoreksi". Det er i sær folk,som er mine venner der betror sig til mig, og fortæller de ville ønske de også havde en spiseforstyrrelse. 

Jeg tror det er fordi mange tror det er et valg, noget man bare kan sige til og fra til. Det er det ikke! Jeg vil prøve at forklarer lidt nærmere hvordan en spiseforstyrrelse kan føles. 

Min spiseforstyrrelse startede, ikke fordi jeg ville tabe mig. Den kom langsomt snigende. Det startede med jeg holdte mig for munden, fordi jeg blev flov, når jeg spiste foran andre mennesker. Så begyndte jeg at smide min madpakke ud, fordi jeg ikke ville spise for an dem fra min klasse. 

Jeg husker særligt en dag, jeg gik ud på toilettet efter vi havde fri i 7 klasse. Jeg troede alle var gået og jeg var rigtig sulten, så jeg ville spise min madpakke, inden jeg tog hjem.  Mens jeg sad der og spiste med en tårer løbende ned af den ene kind, hørte jeg to piger fra min klasse gå ind i klasse lokalet. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre. Jeg pakkede sammen og skyllede ud i toilettet, så det lød som om, jeg bare havde været på tolettet. Jeg sattte mig på gulvet med en bog, ude foran klasselokalet. Jeg ville vide om de vidste, hvad jeg havde lavet. På vej ud spurgte de mig, om jeg havde spist på toilettet, fordi der lugtede af mad, og jeg løj og sagde "X var der inde før mig, der lugtede også af mad, da jeg var der ude, så det er sikkert ham" Jeg var så flov og jeg følte mig som en fiasko, fordi jeg havde spist. 

Nu hvor der er gået 12 år, tænker jeg tit tilbage på netop den situration. Det var jo næsten som om, jeg havde lavet noget ulovligt der ude. 

Det giver også et meget godt billede af mit forhold til mad. 

Da jeg var allermest syg, var det eneste jeg kunne tænke på mad. Hvad jeg skulle spise, hvad jeg ikke skulle spise, hvordan jeg tabte mig hurtigst og hvordan jeg kunne skjule det, elller lyve mig ud af det. 

Dag ind og dag ud, prøvede jeg på at sulte mig selv, og gå minimum 20000 skridt om dagen. Oftest var jeg så restløs om aftene, jeg måtte forlade min mand for at træne, selv hvis jeg kun havde indtaget 100 kalorier. Jeg var DØD bange for at tage på, hvilket jeg i sandhed stadig er. Det er som om, selv de mest alvorlige fysiske konsekvenser, det kan medføre, bliver lige meget - en gang ville jeg hellere dø end at tage på. 

Sult blev overtaget af, jeg begyndte at spise RIGTIG meget! bag efter kan jeg mærke fysisk jeg vokser, fedt der gror under min hud, jeg ryster, får hjertebanken... Jeg bliver angst.. Jeg kan ikke holde ud at være i min egen krop. Jeg kan gå helt amok, hvis nogen eller noget forhindre mig i at kaste op. Det er som en dæmon, jeg ikke kan kontrollere. En afhængelighed der styrer hele ens dag.

En gang blev jeg høj af at tabe mig og se vægten falde. Det er ikke noget folk normalt tør sige, men det gør jeg. Når jeg ikke spiste eller når jeg kastede op, følte jeg mig bedre og stærkere end alle andre. Nu er jeg bare flov igen. Jeg er flov over, jeg ikke bare kan spise. 

Luk øjenen. Forstil dig din værste frygt, ikke noget du er bange for, men noget du er virkelig angst for. Er det at miste din mor? Er det edderkopper over alt på din krop? Er det højder eller at drukne? Forstil dig den følelse og hold fast i den. Kan du mærke ubehagligheden, bare ved at forestille dig det? - Sådan har de fleste med en spiseforstyrrelse det, hver gang de skal spise!!!

Anoreksi, bulimi, ortoreksi, megareksi, BED - kært barn har mange navne, fælles for dem alle er, at det ikke er en slakekur, det er en alvorlig psykisk sygdom, man kan dø af. 

Vil du stadig ønske du havde bare lidt Anoreksi?