"Jeg ville ønske, jeg kunne kaste op!"
Da jeg valgte at starte en blog, var det for at dele nogle af de lidt mere kontroversielle emner omkring psykisk sygdom. For at nedbryde nogen af de mange tabuer der findes om psykisk sygdom, er det vigtigt at folk får en størere forståelse for hvordan det er.
Hvorfor kan de ikke bare tage sig sammen?
Hvorfor kan du ikke bare stoppe?
Spis nu bare, det kan da ikke være så svært!?
Det emne jeg har valgt i dag, må være det mest skamfulde emne, jeg kan finde på. Mange med Anoreksi, udrenser. Når jeg siger udrenser kan det være på flere måder. Det er ikke for at give nogen gode ideer, derfor vil jeg holde mig til de mest åbenlyse, der forhåbentlig ikke "trigger" nogens sygdom, til at skulle afprøve det.
De gange jeg er blevet desperart for at tabe mig, eller hvis jeg har spiset for meget og ikke har kunne kaste op, har jeg brugt afførringsmiddel. Det er noget rigtig lort, for ens tarme bliver hurtigt afhængig af det, så hvis man bare stopper med at tage det efter en periode, så bliver man forstoppet. Det blev derfor hurtigt en ond cirkel for mig, som var svær at bryde igen. I sær fordi jeg skammede mig så meget over det, at jeg ikke bad om hjælp.
Heldigvis har jeg altid selv kunne trappe ud af det igen. Man må sige det værste af det hele er, at man jo ikke taber sig af afførringsmiddel, det er kun væske. Så det eneste man opnår ved at tage det, er at man bliver dehydret. Lige da jeg stod i det, var jeg nu ligeglad, for de 500g vægten viste mindre, var det værd for mig. - Jeg har ikke taget noget afførringsmiddel i flere år, og jeg kommer heller aldrig til det igen, selvom min spiseforstyrrelse nogen gange fortæller mig, det er en god ide.
Den anden metode jeg har brugt er straks sværere at komme af med igen. Efter mange år med anoreksi, ville jeg ønske jeg kunne kaste op, når jeg havde spist. Det ville gøre det hele meget nemmere. Jeg ville også bedre kunne skjule det for min omgangskreds, hvis jeg kunne spise med dem, og så bare kaste op igen bag efter.
Efter mange forsøg, lærte jeg at kaste op. Det vil jeg igen springe let og elegant hen over, så jeg ikke "trigger" nogen. I starten var det meget noget, jeg selv kunne styrer, det kunne jeg jo i sandhed ikke, man har jo ingen kontrol overhovedet hvis man fremtvinger opkastninger, men det følte jeg. Som tiden gik, mistede jeg dog den kontrol jeg havde, for pludselig var det noget jeg SKULLE, og gud fri mig vel, hvor kan jeg gå amok, hvis nogen prøver at stoppe mig.
Det værste ved at kaste op, ud over de fysiske koncekvenser det har, er skammen. Jeg skammer mig over at spilde mad på den måde, i sær hvis det er noget andre har lavet til mig. Jeg skammer mig over, jeg ødelægger mig selv, når så mange prøver at passe på mig. Jeg skammer mig over hvor ulækkert det er, at gå og kaste op hele tiden.
Jeg vil give et indblik i mit hoved, så i måske bedre kan forstå, hvorfor jeg ikke kan lade være. Det jeg skriver med kursiv er min spiseforstyrrelses stemme:
Det er aften og vi skal til at spise: "Jeg skal ikke spise noget idag!.. Jo jeg skal så, jeg vil have baby med min mand! Godt så, der fandt jeg mit langsigtede mål!" "Jeg synes ikke du skal spise i dag, se lige hvor fed du er blevet, efter alt det du spiste igår" "Men jeg kastede jo alt op jeg spiste i går." "Det kan man sku ikke se, du ved også godt der altid bliver noget nede" "Seriøst luk røven, jeg spiser nu" "Nej du gør ikke, lig den gaffel ned din fede so! Nu! Din mand ville ikke være sammen med dig, hvis du ikke havde mig, han er kun sammen med dig af medlidenhed!" Jeg spiser 2 portioner fordi jeg er røv sulten, efter jeg ikke har spist en hel dag. Jeg kan mærke fysisk jeg vokser, der er ikke plads til mig i min egen hud. Jeg begynder at svede og ryste og jeg kan ikke holde ud at være i min krop! Min puls stiger! Fuck jeg har taget 5 kg på allerede.. "Du kunne bare lade vær med at æde dit flæskebjerg! Du ved godt hvad du skal gøre!"
Det er altid det samme. Altid den samme kamp og den samme angst. Bag efter føler jeg mig som en fiasko, for jeg vil jo gerne spise og være rask, men hvordan? Nogen gange lykkes det for mig at spise uden og kaste op, og jeg bliver mega stolt af mig selv, ind til angsten melder sin ankomst. Jeg har få ting jeg kalder "safe foods" som jeg kan spise uden at kaste op, og det er de få ting jeg lever af.
Forskellen på at have det, som jeg har det, og at have bulimi, er at personer med bulimi har planlagte overspisninger, hvor efter de kaster op, og spiser ellers de fleste normale måltider, uden at kaste op. Jeg føler stort set alt mad er for meget, nogen dage er en kiwi for meget.
Det er min største hemmelighed.. Jeg håber du føler dig mindre alene nu <3
I er altid velkommen til at stille mig spørgsmål på min instagram @Birgitteskjodt