Når de nemme ting, bliver svære!

Mange ting i livet er svære, især nye ting. Nogle ting er nemmere, det er ofte de ting, vi gør hver dag. Er det ikke nemt nok at gå i bad eller at tage opvasken? Måske du ikke altid får det gjort lige når du ville, men så får du det sikkert gjort efter en time eller dagen efter, på de rigtig afslappende dage. Det er bare ikke for alle det er let. 

"Kan du ikke bare tage dig sammen?" 

"Du trænger vist til at støvsuge"

 "Døjer du meget med fedtede hår?"

Jeg kan stadig have "off dage" eller endda "off uger".. Og så tænker du nok, kan alle ikke det? og jo det kan de sagtens, men langt de fleste mennesker, får hurtigt samlet op på tingene igen. En gang havde jeg ikke "off dage eller uger", der havde jeg off år, og sådan er det ikke mere, heldigvis. - jeg kan dog mærke at når jeg arbejder for meget, går det ud over min evne til at overskue daglige gøremål og overskudet til at være social. 

For mange med en psykisksygdom eller stress, kan de mest simple hverdags opgaver, virke uoverskuelige. Det vil jeg gerne fortælle lidt om, for der findes så mange fordomme. En af dem er f.eks. at man tænker personen "bare" er doven. Det kan da også godt være tilfældet en enkelt eller to dage ligesom alle andre, man er jo ikke kun sig diagnose. Men hvis man hverdag ikke kan overskue at komme i bad fordi man er træt, trist, vred, bange, har tankemykder og selvdømmende tanker, så er man ikke "bare" doven. 

Det kræver meget energi, at føle så meget og tænke på 1000 ting hele tiden. For bedre at beskrive det, plejer jeg gerne at bruge en glas metafor: 

Den raske har et helt tomt glas, hver morgen de står op. I løbet af dagen bliver glasset fyldt 75% op. De bruger natten på at tømme det, så de igen kan stå op, med et tomt glas. Der er altid 25% ledigt i glasset, til uforudsete ting, som et stenslag, diskution eller hvad det måtte være.

Det psykisk- syge eller sårbare menneskes glas, er fyldt 50% op hver morgen. Det er nu den syge/sårbares opgave, at balancere de siturationer og opgaver de møder i sin dagligdag, for at fungere. Det kan ske de ikke siger fra i tide, der bliver stillet for høje krav eller noget uforudset, så flyder glasset over, og det hele fosser ud på bordet og gulvet. Det kan der ske mange ting ved. Måske går de i seng? Måske selvskader de? Nogen græder eller bliver voldelige. Når de dagen efter vågner op, er der en risiko for deres glas er 75% fyldt fra morgenstunden af, for mange der har en belastede psyke, sover dårligt, ustabilt eller slet ikke. Det er nu endnu sværer at balancere de få 25% der er ledig til en hel dag. 

Jeg har mindre plads i mit glas, og det har jeg efterhånden lært at leve med, men det er godt nok svært. Det sværeste er at acceptere, man ikke kan det samme som alle andre, og at holde fast i det. Jeg føler ofte, jeg skal forklare mig selv eller finde på undskyldinger. I sær over for jobcentret, skal har jeg skulle kæmpe en brag kamp, for at få et liv jeg føler der er værd at leve. 

Jeg arbejder ikke på fuld tid, for hvis jeg gør, kan jeg ikke gå i bad, sove, tænke, spise, gøre rent, handle, være social mv. - de ting vægter jeg lige så højt, hvis ikke højere, end et 37 timers job. Det er de ting der giver mit liv, mest værdi. Det er ikke alle der kan arbejde, heller ikke 1 time i ugen, for det er hårdt nok, at lære at leve. 

Der er mange ting der hjalp mig, og mange ting der stadig hjælper:

- At spørg om hjælp (også til at støvsuge og komme lidt ud)

- At skrive lister over hvad jeg skal gøre og i hvilken rækkefølge 

- At tænke "PYT" - nogen ting som fx opvasken, kan godt stå der til dagen efter

- Balance! selvom jeg gerne vil sige ja til alt, så er det en dårlig idé. jeg øver mig stadig i at sige nej, jeg er så bange for folk bliver skuffet over mig. 

- At have en stor kalender 

- At have struktur i hverdagen, fx ser jeg altid Go' morgen danmark og drikker kaffe, inden jeg gør mig klar og reder seng. (sengen bliver ikke redt, jeg får ikke kaffe/morgenmad osv, hvis noget ødelægger mig struktur, jeg får ofte en dårlig dag med mindre overskud)

Det bedste man som pårørende, efter min erfaring, er at tilbyde at hjælpe eller at stille mindre krav. I stedet for at spørge: "Kommer du over og laver aftensmad hos mig" så kan det være man skal spørge: "Hvad siger du til jeg kommer over til dig, og så køber vi noget take-away"

Jeg håber det som hjælper mig, kan hjælpe dig, eller i det mindste oplyse dig lidt om, hvorfor man ikke bare er doven!

God søndag !